nowocoat logo

Den innovative farve- og lakfabrik i Kolding, Nowocoat A/S har overtaget niche-virksomheden Lurrell Industries A/S. Opkøbet fremtidssikrer Lurrell, samtidig med at Nowocoat får et godt supplement til den eksisterende kunde og produktportefølje.

 

Tiden er rigtig, virksomhederne passer godt sammen, og det er en god forretning for begge parter. Så enkelt kan Nowocoat A/S’ opkøb af Lurrell Industries A/S beskrives. Begge virksomheder opnår vigtige strategiske fordele gennem samarbejdet, og der er udsigt til at kunne opnå betydelige synergi-effekter, når Lurrell bliver en del af Nowocoat.

 

Opkøbet fremtidssikrer virksomheden
Der er nok ikke mange, som kender den 35 år gamle virksomhed i Roskilde, Lurrell, der ejes og ledes af grundlægger Niels Christian Lund. Lurrell er en ukendt men vigtig underleverandør af olie, lud og sæber etc. til de helt store møbelgiganter som IKEA, Jysk, WallMart og K-Markt.

 

For Niels Christian Lund har det især været behovet for at fremtidssikre virksomheden, som var motivationen til at sælge netop nu. Nowocoat har de helt rigtige kompetencer inden for innovation og udvikling af nye produkter, dokumentation og certificeringer til at sikre, at Lurrell også i fremtiden er den foretrukne leverandør til de store møbelgiganter, og samtidig betyder salget til Nowocoat, at virksomheden beholdes på danske hænder. - Produktionen af Lurrells produkter har altid været i Danmark, fordi det betyder, at vi skal leve op til de skrappe danske krav om miljørigtige løsninger, og det er jeg glad for at vi kan bevare med dette samarbejde med Nowocoat. Kravene til miljørigtige løsninger og dokumentation bliver hele tiden skærpet, og der kan Nowocoat desuden byde ind med værdifuld erfaring med bl.a. ISO-certificering af processer og produkter. Det bliver endnu vigtigere for vores kunder i fremtiden, så det ser jeg som en klar strategisk fordel. Og endelig har virksomheden brug for et generationsskifte – ikke fordi jeg trækker mig tilbage nu, men med min alder er der behov for at kunne fortælle kunderne om fremtidsplaner, som rækker ud over min arbejdstid. De planer kan jeg være med til at lægge med dette nye samarbejde, siger Niels Christian Lund, som ikke har planer om at stoppe i virksomheden foreløbig.

 

- Tværtimod. Jeg glæder mig meget til samarbejdet og til at opleve, hvad vi kan drive det til sammen med Nowocoat i de kommende år.

 

Miljøvenlige produkter og industriel påføring passer perfekt til Nowocoat
Administrerende direktør hos Nowocoat, Ole Enevold Jensen, lægger ikke skjul på, at det blandt andet er den miljøvenlige profil og virksomhedens udviklingspotentiale, som har gjort Lurrell til et interessant opkøb.
- Det ansvarlige og miljøvenlige fokus ligger i direkte forlængelse af vores egen profil, og med opkøbet får vi både adgang til medarbejdere, kunder og produkter, som passer perfekt til vores øvrige forretning både til DIY og det industrielle marked i Europa og Asien. Udover at vi er glade for, at vi kan være med til at bevare Lurrell på danske hænder, så ser vi også gode muligheder for at udvikle virksomheden yderligere i de kommende år – ikke mindst på grund af vores unikke kompetencer inden for innovation, procesoptimering og kundeapproach, siger Ole Enevold Jensen.
Alle ansatte fortsætter i virksomheden og produktionen i Roskilde fortsætter efter overtagelsen.

 

For yderligere information:
Kontakt Ole E. Jensen direkte på telefon 30 30 32 34 eller mail: